Så da jeg fik ham hjem skulle vi jo se om manden var trafiksikker, eller om han benede af med mig ved først givne lejlighed. Uh det var ret spændende...
Den første gang var vi et par stykker der red ud, deriblandt min datter, og det var en helt fantastisk oplevelse. Flere gange stod han stille og jeg troede egentlig han var bange. Det var først da han drejede hovedet om til siden så jeg kunne se hans øjne, at jeg blev klar over det var noget helt andet der var galt... Han havde dyb undren og glimt i sine øjne, som om han tænkte: "Hvor er verdenen dog stor". Når han så havde stået sådan og kigget ud over de åbne vider lidt tid, kunne han så gå videre og så måtte vi jo skynde os at indhente de andre. Ja sikke en tur.
Efterhånden holdte han nu op med at gå og falde i staver på den måde, men der skulle dog nogen ture til.
Han var ikke bange for biler og traktorer, men hver gang vi skulle passere en bestemt stor grøn silo var han altså ikke meget værd. Nu er lige netop den slags siloer jo altså også kendt for ikke, at gå af vejen for, at snappe en hest eller to når de sådan vandrer intetanende forbi. Jo det har man skam før hørt om ;-) Så når vi skulle forbi foregik det altid med blikket stift rettet mod siloen og i krabbegang, det var næsten umuligt at lade være med at komme til at le lidt.
En aften min datter og jeg var ude at ride, var det altså lige blevet dunkelt nok. Vi var enige om, at nu skulle vi hjem inden det blev for mørkt. Og så
ser vi i det fjerne, at en meget meget stor mejetæsker kommer drønende med roterende blink og sneglen foran så den fylder hele vejen.
Nu ved jeg selvfølgelig godt man aldrig må tænke åh nej og blive bange, for det går lige ned i hesten "med det vuns", men jeg skal ærligt indrømme jeg tænkte: "Nu dør vi", men hvad
gjorde Baloo? Han stod sammen med min datters hest og kiggede glad på mejetærskeren som om han tænkte: Hold da op hvor er den da i grunden bare flot ;-)