Da Baloo blev solgt var det uheldigvis til nogle personer der mente, den dengang unge hingst ville kunne blive til "den nye Tarok"
Desværre viste det sig at Baloo var bange for sulkyer, og han nægtede pure at lade sig køre til. Han sparkede vogne og kuske til ukendelighed, og pådrog sig derved nogle alvorlige skader på begge bagben. Til sidst begyndte han, at smide sig med det samme han blev spændt for, så skaglerne bøjede og ind i mellem knækkede.
Nu kan travverdenen desværre være ret barsk, så den unge hingst blev behandlet meget hårdhændet, han fik tæsk, for nu skulle han knækkes en gang for alle, alle midler blev taget i brug... Det føles sikkert også vandvittigt, at vide ens hest kan løbe som vinden, og at man ikke kan køre den til. Det retfærdiggører dog slet ikke deres behandling af denne hingst.
Det lykkedes aldrig at køre bare en enkelt omgang med ham.
Til gengæld lærte Baloo at mennesker ikke altid er rare... Han blev ond og mistroisk...
De gav endelig op.
Han blev kørt til slagteren, og stod i regnen på en lille mudderfold, og ventede på det skulle blive hans tur til, at blive slået ned.
Da slagteren kom ud for at trække ham ind, har Baloo instinktivt vidst at noget var rivende galt. Han kæmpede så bravt for sit liv, at kæden i ko-grimen som han havde på simpelthen sprang.
Da stod slagteren og kiggede på den sølle skabning, og han blev heldigvis så blød om hjertet, at han stille sagde til Baloo: Hvis du kan kæmpe så hårdt for dit liv skal du også have en chance til.
Slagteren ringede til Gitte (som jeg senere fik stamtavlen af), og fortalte hende, at der stod sådan en lille fyr. Han vidste nemlig hun red heste op som hun solgte. Hun kom og stod og kiggede på ham, som han stod der smurt ind i mudder fra top til tå. En vildhest nærmest på 3,5 år. Hun tvivlede på der kunne komme noget godt ud af ham. Heldigvis syntes hun som slagteren, Baloo skulle have en sidste chance.
Det blev en hård kamp for hende, at vinde hans tillid. Han stolede ikke på nogen. I starten turde han ikke gå ud af sin boks, og Gitte forsøgte at overtale ham, men der gik over en uge før det lykkedes. Han var svær at komme i kontakt med og temmelig vild. Derfor Gitte valgte at kastrere ham, for det kunne måske dysse ham lidt ned. Det hjalp lidt. Han fik også en ven. En ged der hed Hudini, og de to har sikkert været et kønt syn.
Efterhånden blev det bedre både med temperamentet og tilliden.
Da Gitte havde haft ham i 3/4 år solgte hun ham så til hende som jeg købte ham af. De var på det tidspunkt i familie og fik derfor ikke ordnet papirerne. Pludselig havde de helt mistet forbindelsen og derfor fik hende jeg købte af aldrig stamtavlen.
Hun havde ham i 5 år.
Da jeg fik alt dette at vide omkring hans fortid, var der mange ting jeg meget bedre kunne forstå. Jeg måtte skynde mig ud til ham... Den aften sad jeg længe i hans boks og græd. Så meget ondskab denne skønne hest havde måtte lide.
Vi indgik en pagt:
Vi skal være sammen resten af den tid vi får, og aldrig vil han blive solgt eller svigtet.
Han er min bedste ven - min Soulmate.
Baloo er kommet hjem